Den er barsk, den der med at holde pauser med lyd på, når man bliver interviewet til det ene eller det andet medie. De mange øh’er eller æh’er distraherer som regel så meget, at lyttere eller seere tæller frem for at lytte.

Det er der råd for. Selv blev jeg opmærksom på problemet efter en sæson som skigude i Canazei, hvor flere tusind gæster havde været igennem et helvede af øh’er,før en enkelt gjorde mig opmærksom på mit problem i bussen hjem fra Italien. Tak til Dorrit og “tak” til alle jer, der lod være med at fortælle mig det.

Hjælp jeres kollega, ven eller chef med at slippe for de dumme fyldord. Men husk at være konstruktive. Kritik dur ikke alene; der skal et løsningsforslag med som bonusmateriale. Jeg lod mig inspirere af Brad Phillips, der godt tør kalde sig Mr. Media Training.

Alt for mange gange “øh”

Phillips foreslår simpelthen en øvelse, som du kan træne hver dag og hvorsomhelst, der ikke er tilhørere. Kig rundt i rummet/naturen og stop ved en ting, som du nu skal tale om i 30 sekunder. UDEN at sige øh eller andre pauseord, som du er forfalden til. Gør i stedet det, at du holder en ganske kort pause før hver sætning. Det lyder helt naturligt, kan måske give svaret vægt og irriterer ingen.

Sørg for at optage dine små taler, der ikke betyder have nogen mening. Der skal bare tales nogenlunde fornuftigt løs i det halve minut. Brug f.eks. din smartphone eller en MP3-afspiller, der kan lidt mere end normalen.

I løbet af nogen tid har du trænet dig selv op til at være bevidst om at undgå pauseordene.

Det ligegyldige indgangsord

Nogen starter ethvert svar med ‘Jamen’, ‘Altså’ eller ‘Øh’. Det er ikke nødvendigvis kun dårlig vane, men kan også være et ubevidst spørgsmål om lige at vinde tid til at få struktureret svaret. Din løsning kan være konsekvent at holde en lille pause, før du besvarer et spørgsmål. Bare et sekund. Det giver din hjerne tid til at fatte sig samtidig med, at du udstråler selvsikker ro og velovervejethed.

Læg mærke til, at begge metoder skal øves i lang tid og så konsekvent, at der bliver tale om vaner, som end ikke en aggressiv journalist kan vride dig ud af.