Pas på, hvad du gør på nettet

Steen Kræmer RasmussenInternetLeave a Comment

De nye sociale medier som f.eks. Facebook, der ligner årets hit på nettet, giver mulighed for at melde sig ind i politiske grupper og erklære sin støtte til partier, kandidater og lignende.

Pas på, hvad du gør!

Trine-Maria skriver i sin ‘Hovedet på bloggen’ om alle de forskellige grupper og bringer screendumps af sine venners indmeldelser i politiske grupper på Facebook. Hun fjerner bare lige deres navne af hensyn til privatlivet.

Det er helt fint, men det er langt fra sikkert, at alle vil vise den slags hensyn. Når først du har givet din holdning til kende som satanist, tilhænger af Søren Krarup, jaikuhealer eller hvad ved jeg, hænger du altså på den.

Din holdning er pludselig offentlig ejendom, og selv om det kan slettes, er der ingen garanti for, at dine meningstilkendegivelser ikke bliver hængende et eller andet sted på nettet til evig tid.

Nettet er ikke et sted, hvor man skrive noget, man ikke kan tåle at se igen i en anden sammenhæng.

Googler man f.eks. mig selv (“Steen Kræmer” salatdressing), kan man tre steder finde en opskrift på ‘Næsten fedtfri salatdressing’, som jeg lagde på en opskriftssamling i 1999. Nu er det jo ikke ligefrem en katastrofe, som jeg ikke kan stå ved i dag, men hvad nu, hvis jeg havde lagt ‘scoresuppe’ eller noget i den stil samme sted? Det er ikke sikkert, at min kone havde elsket det i dag, vel?

Så pas på med meningstilkendegivelserne – især dem af mere alvorlig karaktér. Du googler jo dem, du overvejer at ansætte i din virksomhed, og du googler dem, du overvejer at arbejde sammen med, købe ydelser af eller kysse på. :)

Og tro mig: De googler også dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *