Åh ja. Så skete det igen: Jeg blev mindet om fyrværkeriKATASTROFEN i Seest ved Kolding.

Én person døde, og et mindre villakvarter måtte ombygges i nogle måneder, før de forsikringsdækkede husejere kunne vende tilbage. Og selv om de ganske givet må leve med de allermest forfærdelige krigstraumer i resten af deres dage, kan man måske godt lige stille et spørgsmålstegn ved mediernes ordvalg.

En katastrofe er, når et jordskælv rammer Pakistans bjergegne om vinteren, så mange, mange tusinde dør, og langt flere bliver hjemløse i 20-30 graders frost, når en tsunami rammer og udsletter folkemængder i Sydøstasien, når en fabrik i Indien slår mange hundrede ihjel med et grimt udslip eller endda, når to tog i Colombia braser sammen og dræber 200.

Men helt ærligt: Selv med min allerbedste vilje har jeg svært at kategorisere fyrværkerikatastrofen som en katastrofe.

Danmark og danskernes selvopfattelse er aldeles ude af proportioner, og i øvrigt er vores udblik (hedder det sådan?) i verden begrænset af vores “uoverstigelige udfordring er” herhjemme. Vorherre bevares.

I spidsen står Dansk Folkeparti, der i dén grad rider rundt og jokker i petitesser, mens de slår hælene i, hver gang nogen ønsker at hjælpe dem, der har det aller sværest ude i verden.

Misforstå mig nu ret: Jeg ved godt, at det er forfærdeligt for den familie, der mistede en forsørger i Seest, det er rigtig træls at miste sit parcelhus i en periode, og vi behandler bestemt ikke vores ældre medborgere særlig prangende.

Men proportionerne kære venner. Proportionerne.

Fortsat god sommer – pas nu på mariehønekatastrofen, der kan indtræffe hvert øjeblik. 🐞🙄