“Han er bare så dum! Han fatter ikke et ord af, hvad jeg siger.”
Tjah. Så kan man desværre ikke sige noget, der i højere grad afslører, at man ikke har fattet et ord af begrebet kommunikation. Ikke et ord!
Noget, der er næsten lige så dumt, er sætningen: ‘Du har ikke forstået mig rigtigt’.
Begge tåbeligheder burde være usagte og erstattet af ‘Jeg har ikke udtrykt mig godt nok.’
Sagen er den, at ALLE kommunikationsfejl opstår ved afsenderen. Alle. Når jeg forsøger at sige eller skrive noget til en eller flere modtagere, er det min forbandede pligt at tage udgangspunkt i den eller de personer, jeg forsøger at henvende mig til. Og ikke mindst i deres forudsætninger.
Gør jeg det, er der også en overvejende sandsynlighed for, at jeg formår at kommunikere, så mit budskab ikke bare bliver læst eller hørt, men også modtaget og forstået. Og så er man alligevel nået et stykke ad vejen.
Det er i bund og grund det, reklamefolkene kalder modtagerrettet og afsenderrettet kommunikation. Nogle gange ser man også annoncer og reklamer, hvor afsenderne aldeles har glemt, hvem de forsøger at ramme, og så er pengene spildt.
Dét er da dumt.
Derfor er det, at jeg altid lægger meget vægt på, at jeg hjælper mine kunder med kommunikere med udgangspunkt i modtageren. Jeg bruger altid lige så mange ressourcer på at finde ud af, hvordan målgruppen er, som på at finde ud af, hvilket budskab, min kunde vil have ud.
Det betaler sig at bruge de lidt ekstra kræfter i kommunikationsindsatsen. Tiden eller pengene er givet godt ud, fordi man forhåbentlig når ind til flere af dem, der normalt bare ikke fatter, hvad vi prøver at fortælle dem.
Det er bare så dumt at tro, at du taler eller skriver til dumme mennesker. Fejlen er nemlig altid ved afsenderen.